LodsmærkegaardRørviglund Grundejerforening

Bakkestien, Rørviglund & Sølund, 4581 Rørvig

CVR-nr.: 31556848

OPRINDELIGE VEDTÆGTER (1973-2007):

§ 1.
Foreningens navn er „Grundejerforeningen Rørviglund". Dens område omfatter parceller udstykket fra matr. nr. 24 æ Rørvig by og sogn, som angivet på et af landinspektør Erik Pedersen i 1972 udfærdiget deklarations¬rids til nedennævnte tinglyste deklaration.

Foreningens generalforsamling kan med simpelt flertal vedtage, at parceller udstykket fra nærliggende arealer tilsluttes foreningen.

Foreningens hjemsted er Nykøbing Rørvig kommune.

§ 2.
Grundejerforeningen er stiftet i henhold til deklaration lyst 17/7 1972 på det i § 1 nævnte areal.

Foreningen har til formål at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser og grundejerpligter såvel indadtil som udadtil, herunder blandt andet at administrere, vedligeholde og renholde anlæg, fællesarealer og private veje.

§ 3.
Foreningen, der er upolitisk, kan med generalforsamlingens tilslutning uden ændringer i nærværende vedtægter tilsluttes en eventuel sammenslutning af grundejerforeninger på Sjælland, ligesom foreningen efter bestyrelsens bestemmelse og med generalforsamlingens tilslutning kan tilsluttes en hovedorganisation af grundejerforeninger.

Som medlemmer kan og skal optages grundejere, som er retmæssige ejere af parceller af det i § 1 nævnte areal.

Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede parceller, bortfalder medlemsretten, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue.

Medlemspligten for ejere af ovennævnte parceller indtræder samtidig med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer erholder ved indtræden anpartsvis ret til foreningens formue.

§ 4.
Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen skal senest 14 dage efter handelens indgåelse fremsendes til foreningen.

Medlemskabet er først effektivt, når kontingentet er betalt, og et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig at udrede det skyldige beløb, og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.

§ 5.
Medlemmerne er med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne underkastet bestemmelserne i de på ejendommene lyste servitutter. Grundejerforeningen udøver den påtaleret, der er tillagt den i henhold til den omtalte deklaration.

§ 6.
Der vil blive pålignet medlemmerne et årligt bidrag til administrationsomkostninger, vedligeholdelse, renholdelse og rydning af private veje, fællesarealer og foranstaltninger i øvrigt i det omfang, krav herom måtte blive fremsat af det offentlige.

Dette bidrag fastsættes af foreningens medlemmer på den ordinære generalforsamling efter forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år. Bidraget opkræves forud for ét år ad gangen.
Særlige bidrag kan fastsættes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, der tillige fastsætter betalingsterminerne.

Såfremt et medlem er i restance med bidrag til foreningen, bevirker det, at det pågældende medlems stemmeret er suspenderet, indtil restancen og de eventuelle i forbindelse med opkrævningen påløbne omkostninger er betalt.

Det ordinære kontingent betales inden 1/6. Er kontingentet eller andre ydelser ikke betalt senest 1 måned efter forfaldstid, opkræves disse med et tillæg på kr. 10,-. Er kontingentet eller andre ydelser ikke betalt senest 2 måneder efter forfaldstid, kan bestyrelsen uden yderligere varsel lade beløbet overgå til inkasso.

§ 7.
De bidrag, som parcelejerne skal betale til foreningen, fordeles ligeligt efter antal parceller, med mindre det af foreningen vedtages, at fordelingen skal ske på andet grundlag.

§ 8.
For dispositioner, foretaget af bestyrelsen inden for den bestyrelsen ved nærværende vedtægter givne bemyndigelse eller i henhold til særlig bemyndigelse efter generalforsamlingsbeslutning, hæfter medlemmerne solidarisk én for alle og alle for én.

§ 9.
Bestyrelsen består af 3 - 5 medlemmer, der vælges for 2 år af gangen på den ordinære generalforsamling, således at formanden og 1 bestyrelsesmedlem afgår det ene år, og kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer det næste. Formanden og kassereren vælges af generalforsamlingen, medens den øvrige bestyrelse konstitueres på det første bestyrelsesmøde efter valget. Udover bestyrelsen vælges en suppleant til denne samt en revisor og en revisorsuppleant. Alle suppleanter afgår hvert år.

Genvalg kan finde sted.

Protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp, hvor dette skønnes nødvendigt, f.eks. assistance af advokat, revisor og landinspektør.

§ 10.
Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer uden for bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private.

Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden i forbindelse med mindst ét af bestyrelsens medlemmer.

§ 11.
Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst ét bestyrelsesmedlem forlanger det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er tilstede.

Formanden - eller i hans fravær næstformanden - leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, indtræder suppleanten. Såfremt yderligere medlemmer udtræder, bliver umyndiggjort eller ude af rådighed over eget bo, skal bestyrelsen snarest muligt ved selvvalg, gældende til næste ordinære generalforsamling, supplere sig.

Dersom formanden eller næstformanden i henhold til ovenstående måtte udtræde af foreningen, eller af andre grunde ikke er i stand til at varetage hvervet, skal hans afløser vælges inden for de resterende bestyrelsesmedlemmer indtil førstkommende generalforsamling, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.

§ 12.
Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden anerkendte udgifter. Anerkendelse skal foreligge skriftligt. Kassereren fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemsprotokol.

Kassereren underskriver alle kvitteringer, og kassebeholdningen skal henstå på konto i bank, sparekasse eller på girokonto, og kontoen skal være klausuleret, således at kassereren kun kan hæve på kontoen i forbindelse med formanden eller næstformanden.

Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige 500 kroner.

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Årsregnskabet afleveres af kassereren til formanden inden den 15. februar.

Formanden videreekspederer regnskabet til den af generalforsamlingen valgte revisor, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger. Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest den 15. marts og skal udsendes sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

§ 13.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af Maj måned.

Medlemmerne skal indkaldes ved brev med mindst 2 ugers varsel.

Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner, der vil være at behandle samt budgetforslag til det kommende år, og på generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun træffes afgørelse vedrørende emner, der er optaget i den medlemmerne meddelte dagsorden, jfr. § 16.

Generalforsamlinger og møder sammenkaldes af bestyrelsen.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen.

§ 14.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.

Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af medlemmerne, skal medlemmerne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner, der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtiget til senest 14 dage efter at udsende indkaldelser til den ekstraordinære generalforsamling.

§ 15.
For den ordinære generalforsamling skal gælde følgende dagsorden:
1) Valg af dirigent.
2) Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4) Forslag fra bestyrelsen, derunder fastsættelse af bidrag fra medlemmerne.
5) Forslag fra medlemmerne.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7) Valg af suppleant til bestyrelsen.
8) Valg af revisor og revisorsuppleant.
9) Eventuelt.

Forslag fra medlemmer eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen eller møder, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen inden den 15. april.

§ 16.
Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflertal. Hver parcel giver én stemme, som kan udøves af ejeren selv, dennes ægtefælle eller af en af ejeren befuldmægtiget. Afstemning kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt, når 1/3 af de tilstedeværende medlemmer eller bestyrelsen kræver skriftlig afstemning.

Til vedtægtsændringer fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Blanke stemmer regnes for ikke afgivne. Er det foreskrevne antal medlemmer ikke tilstede, men er forslaget i øvrigt vedtaget med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer, indkalder bestyrelsen inden en måned med mindst 8 dages varsel en ny generalforsamling, på hvilken forslaget, uden hensyn til de mødtes antal, kan vedtages, såfremt to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget.

Fuldmagter til at møde på den første generalforsamling skal for så vidt de ikke udtrykkeligt måtte være tilbagekaldt, anses for gyldige også med hensyn til den anden generalforsamling.

§ 17.
De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.



Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den / 1973.